Det Økologiske Råd, som trods det officielt klingende navn er en lille privat forening med under 1.000 betalende medlemmer, skaber helt bevidst et skræmmebillede med forureningstal, der er taget ud af deres sammenhæng, påpeger Foreningen af leverandører af pejse og brændeovne i Danmark.
Det er bevidst fusk med tal og fakta, der ligger bag Det Økologiske Råds forslag om at indføre en såkaldt ejerafgift på brændeovne i Danmark, understreger DAPO - Foreningen af leverandører af pejse og brændeovne i Danmark. Det Økologiske Råd har som baggrund for forslaget citeret Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) for, at brændefyring er årsag til ’90 procent af udslippet af kræftfremkaldende stoffer, cirka 70 procent af det stærkt sundhedsskadelige partikeludslip og cirka 60 procent af det ekstremt farlige dioxinudslip’.
”Denne forening glemmer som sædvanlig én helt afgørende oplysning: Procent af hvad?,” siger formanden for DAPO, direktør Peter Jessen Hansen, Morsø Jernstøberi A/S. ”60 procent af det omtalte dioxinudslip er så ubetydeligt, at hverken miljø- eller sundhedsmyndighederne betragter det som et problem.”
”DMU’s tal siger også, at den specifikke forurening fra brændeovne kun udgør en lille del – cirka 2 procent - af de fine partikler, der forurener luften i Danmark, mens 80 procent kommer hertil fra udlandet. Mængden af fine partikler fra brændefyring udgør i årligt gennemsnit 0,6 mikrogram pr. kubikmeter udeluft – ud af de cirka 15 mikrogram partikler, der generelt findes i en kubikmeter luft i Danmark. EU’s mål er en grænse på 20 mikrogram i år 2020.
”Det er meget tydeligt, at Det Økologiske Råd ikke har et reelt ønske om at videregive dokumenteret information til borgerne. Rådet har argumenteret med sine løsrevne påstande gennem flere år – men de bliver altså ikke mere korrekte af at blive gentaget.
Jeg forstår ikke, at Danmarks Miljøundersøgelser stiltiende kan acceptere Det Økologiske Råds misbrug af DMU’s data. DMU har som en del af Århus Universitet en meget stor troværdighed i befolkningen, og der er vel grænser for, hvor meget DMU vil spændes for det Økologiske Råds vogn i kampen for at få brændeovne forbudt i Danmark. Og så er det da fantastisk, at et såkaldt økologisk råd i den grad går imod en energiform, som både er vedvarende, decentral og CO2- neutral.” siger Peter Jessen Hansen. Han er i øvrigt blandt talerne på Det Økologiske Råds konference om brændefyring den 15. marts i København.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til formanden for DAPO, administrerende direktør Peter Jessen Hansen, Morsø Jernstøberi A/S på telefon 96 69 19 00 eller mobil-telefon 40 35 85 87.
Klik her for at se pressemeddelelsen som PDF